Sådan pakker du flyttebilen – Hvis du gør det rigtigt, kan du spare tid og samtidig sikre, at dine ting bliver transporteret sikkert under flytningen.

Sådan pakker du flyttebilen – 7 gode råd

Du har pakket alle dine ting, og det er blevet flyttedag. Nu mangler du kun én ting: at pakke flyttebilen. Hvis du gør det rigtigt, kan du spare tid og samtidig sikre, at dine ting bliver transporteret sikkert under flytningen.


Billede af Pernille Ellehage

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Sidst opdateret: 20/08-2020

Når alle dine ting er pakket sikkert og ordentligt i flyttekasser, er det tid til at få både flyttekasser og møbler ind i flyttebilen eller -traileren.

Hvis du følger nogle simple principper, når du pakker flyttebilen, sikrer du, at dine ting ikke vælter rundt under transporten, og at det bliver nemmere at tømme flyttebilen, når du kommer frem til dit nye hjem.

Brug for flyttehjælp? Få tilbud her!

Sådan pakker du flyttebilen:

  1. Vælg den rigtige størrelse på flyttebilen
  2. Start med det største og tungeste
  3. Skru møblerne fra hinanden
  4. Hold styr på flyttekasserne
  5. Brug al pladsen
  6. Tøm alle møbler for indhold
  7. Opbevar vigtige ejendele tæt på dig

1. Vælg den rigtige størrelse på flyttebilen

Uanset om du skal leje en flyttebil, kassevogn eller flyttetrailer, er det vigtigt, at du tjekker, om alle dine ting kan være i den.

Når du vælger den rigtige størrelse flyttebil, bliver det nemmere at pakke og tømme den, og du slipper for at køre frem og tilbage mellem det gamle og nye sted flere gange end højst nødvendigt.

Tegn en skitse af flyttebilen eller -traileren, og brug den til at planlægge, hvor du skal placere dine møbler og flyttekasser. På den måde får du bedre styr på, hvordan du skal pakke, hvad du skal starte med, og om der er nogle ting, der ikke er plads til i flyttebilen.

2. Start med det største og tungeste

Placér dine møbler og de tungeste flyttekasser længst inde og nederst i flyttebilen. Det kan eksempelvis være din sofa og seng.

Når sofaen, sengen og de største flyttekasser er på plads i flyttebilen, kan du begynde at fylde mindre og lettere flyttekasser ovenpå.

Hvis der bliver tomme pladser mellem de store møbler, kan du udfylde dem med mindre møbler, tæpper og andre ting, der ikke er alt for skrøbelige.

Få uforpligtende tilbud fra flyttefirmaer

3. Skru møblerne fra hinanden

Det er en god idé at skrue løse dele af dine møbler. Det kan eksempelvis være sofa-, senge- og bordben. På den måde fylder møblerne mindre i flyttebilen. Du kan også skille møbler som hylder og reoler ad.

Fastspænd møbler med spændebånd. Så sikrer du, at de ikke vælter eller glider rundt i flyttebilen under kørsel. Dæk møblerne med tæpper for at beskytte dem mod ridser og snavs.

4. Hold styr på flyttekasserne

Inddel flyttekasserne i kategorier, og skriv på dem, hvad de indeholder, og hvilke rum de skal være i. Placér gerne alle flyttekasser fra det samme rum det samme sted i flyttebilen.

Markér flyttekasser, der indeholder glas, porcelæn eller andre ting, som kan gå i stykker. Så kan du kende dem og være ekstra forsigtig med dem.

Læs mere: Flyt klogt, sikkert og effektivt – 9 gode råd til at pakke flyttekasser

5. Brug al pladsen

Er der plads på gulvet i lastrummet? Så er det bedre, hvis du i første omgang stiller flyttekasserne dér end at stable dem oven på hinanden.

Så mindsker du risikoen for, at noget vælter under kørslen og går i stykker. Sørg også for at udfylde tomrum mellem møbler eller flyttekasser med tæpper, mindre flyttekasser osv.

6. Tøm alle møbler for indhold

Skriveborde, skabe og garderobemøbler bør tømmes for indhold. Pak møblerne ind i plastik eller forsegl dem med stærk tape under transporten. Så undgår du, at låger åbner, og skuffer falder ud under kørsel.

Lettere ting, som ikke kan gå i stykker, eksempelvis lagner og håndklæder, kan opbevares i en kommode eller et skab med forseglede skuffer og låger.

7. Opbevar vigtige ejendele tæt på dig

Pak vigtige ejendele, eksempelvis nøgler, toiletsager og medicin i en kasse eller taske for sig, som du kan have med i bilen. Så kan du nemt komme til de ting, du har brug for under og efter flytningen.

Vil du gerne have, at andre klarer flytningen for dig? Få tilbud fra flere flyttefirmaer nu.